Skatteministerens svar på mit brev.

[Guest thomas]

Hej allesammen Tidligere har jeg her I debatten beskrevet en mulig beskatningsmodel vedr. pendlere I Øresundsregionen, og jeg nævnte at jeg havde lavet en kladde til et brev, som jeg ville sende til skatteministeren. Jeg sendte brevet og har her efter EU Topmødet, modtaget et svar jeg hermed deler med jer. Kort fortalt foreslog jeg nedenstående, der er forsøgt kort genskabt, og er ikke længere helt originalbrevet på 4 sider: …………………. * Opret en Øresundsborger status i skattesystemet i begge lande. * Øresundsborgeren er en person med blandede relationer vedr. 3 faktorer: 1. Bopæl 2. Arbejds sted. 3. Nationalitet. Blandes disse faktorer opnår man en status af Øresundsborger, således at man inden for regionen kan betale skat til en sideløbende Dansk/Svensk national uafhængig skattelignings service. Den fordeler midlerne/indtægterne til de 2 landes skattevæsner afhængig af for tiden gældende lovgivning. Så kan man konstant ændre i lovgivningen nationalt som man plejer, uden at borgeren skal bekymre sig om mere end en speciel pendler selvangivelse. * Landende laver en slutligning og overfører borgeren hertil, så snart status opnås, og varetager alt op imod myndighederne sålænge status bibeholdes. * Øresundskomiteen skal udarbejde en flyttemappe som den de fleste Danskere kender som en genial service fra posthuset, således man kan blive guidet igennem en flytte process med alle blanketter, og en udførlig vejledning i rækkefølgen de skal afvikles i. De er allerede langt bagud, da broen er åbnet for længe siden, og befolkningen står måbende tilbage og kan ikke forstå lovgivningen kan være så svær. Hvor ligger så ideen med dette? Begge skattesystemer er groft sagt delt op I kommunal og stats skat. Derudover er der et rod af Social og Pension sikrings systemer blandet ind I dette. Man burde kunne sende sin Danske og Svenske skattelignings seddel til dette kontor, og så kan de groft taget løfte kommunalskatten til bopælskommunen og Stats skatten til arbejdslandet. Pension og Socialsikring tilgår landet personen har valgt efter eget ønske, eller evt. hvor man har sit statsborgerskab, da man reelt ikke er fraflyttet som mere end som boende I Regionen, og ikke det dybe udland. Så modtager man bare Socialsikring og Pension fra det land man nu engang har betalt til, hen ad vejen uafhængigt af bopælen. Sygesikringen betales fra det land man indbetaler denne. Ydermere var jeg inde på at det nuværende med at landende konstant prøver at argumentere for at man skal betale skat der hvor man bor har en stor bagside. Begge lande er viklet ind I nærmest uoverskuelige skattelove, så selv skattefolk giver op og ”tolker” efter bedste uens evne, så det ville belaste en arbejdsgiver uendeligt meget at skulle ansætte en ”fremmed” der skal skattelignes særskilt, grundet en region der måske ikke interesserer pågældende virksomhed overhovedet. Så låser man arbejdsmarkedet, og hindrer fri bevægelighed for arbejdsmarkedet. Kort sagt risikerer pendleren at miste sit job. Der hvor man arbejder skal man skattelignes med landets skatteligningsblanketter som man plejer, for at belaste en eventuel mindre arbejdsgiver mindst muligt. Og istedet for en tilfældig fraflytter kommune, bliver man så skattelignet op imod det ovennævnte Øresundsskatteligningskontor. Arbejdsgiveren mærker ikke forskellen andet end på adressen. Medarbejderen har taget initiativet selv, og har derfor selv arbejdet med arbejdslandets Skattelov, men kan få råd og rutineret rådgivning et centralt sted, hvor al erfaring og kompetance nu er samlet vedrørende det specielle område. Jeg har svært ved at se hvorfor ikke at man der skulle kunne fordele det hele uden at skulle ødelægge det med milimeter demokrati, men vigtigst af alt udfylde netop den ”lap” der skal til for at 2 store suveræne nationer kan have samarbejde på området. 2 Lande skal ikke omskrive hele skattelovgivningen for at dække en region med 3.503.679 indbyggere hvoraf kun et lille fåtal reelt pendler. Så hellere udskille pendlerne I en særlov, sålænge de er at betagte som pendlere. …………………. Dette er nogenlunde hvad jeg præsenterede, og derudover beskrev jeg broprisen som en alvorlig balastning på integrationen. Hvorfor påråber eks. Danmark sig helligheden I at de ikke ville give Dansk arbejdsbeskattede et fradrag, grundet Svenskerne ikke ville give et fradrag hos de Svensk beskattede der pendler den anden vej. Hvorfor griber man straks efter børnehavementaliteten, hvor man ikke vil være den første til at tage et initiativ til en gennemførelse, således den anden part bliver tvunget til at følge efter. Men istedet bruger tiden på at pege fingre, og spilde tiden + pressens avis spalter med ingenting – om de andre. Hvorfor tilbageholde det fradrag med vilje, som en chance for at påråbe sig skylden for at modparten sløver processen, uden at opdage man selv faktisk gør det samme omend ikke mere effektivt. Det eneste effektive politisk arbejde jeg har set p.t., er da de klippede snoren på broen, og det krævede jo ikke så meget. Som Kim R. skrev I debatten herinde, så er der konsekvens I det private erhvervsliv for så meget smøl, at man bliver simpelthen fjernet hvis ikke man kan udfylde sin funktion ved en samarbejdsaftale eller fusion af selskaber. Her snakker vi en region med over 3.5 Mio. indbyggere, og så er der ikke antydningen af noget der ligner antydningen af politisk ansvarlighed. Nu kommer det I har ventet på, svaret fra Skatteministeren. Jeg har valgt at kopiere ind som skrevet står, da jeg havde underskrevet det på vegne af mig og alle der pendler/bor som Øresundsborgere I regionen…ja så er det også adresseret til jer. Jeg orienterede ham naturligtvis om at han skulle kigge ind på Scanianet I ny og næ, da det var det eneste site med brugbar information om pendlere I regionen. Jeg takker Svend Erik Hovmand for det pæne svar. ……………………….. Kære Thomas Tak for dit brev. Jeg skal beklage, at jeg først besvarer dit brev nu. Jeg har i løbet af efteråret forhandlet med den svenske finansminister og har haft forhåbninger om, at vi kunne finde en løsning på beskatningsproblemet i Øresundsregionen inden årets udgang. Besvarelsen af dit brev har afventet en sådan afklaring, som desværre ikke er kommet endnu. Jeg er enig med dig i en lang række af de punkter, som du fremfører i brevet. Jeg er enig med dig i, at belastningen af danske arbejdsgivere som ansætter svensk bosat arbejdskraft ikke bør være større end belastningen ved ansættelse af dansk bosat arbejdskraft. Jeg er også enig med dig i, at en sammenblanding af dansk og svensk skattelovgivning vil kunne medføre en stor og uoverskuelig lovgivning. Efter min opfattelse kan en neutral beskatning af lønindkomsten kun opnås enkelt, hvis indkomstskat og sociale bidrag betales efter det samme lands regler. Hvis der derimod sker en sammenblanding af de to landes skatte- og socialbidragssystemer, vil den svensk bosiddende grænsegænger blive beskattet lavere end naboen og kollegaen. Den svensk bosiddende vil nemlig betale lav danske social bidrag og relativ lav svensk indkomstskat. En dansk bosiddende vil til gengæld blive beskattet hårdere end den svensk bosiddende og hårdere end naboen og kollegaen. Den dansk bosiddende grænsegænger vil nemlig skulle betale de høje danske indkomstskatter af en svensk løn, som er lavere end en tilsvarende dansk løn, idet Sverige pålægger arbejdsgiveren store arbejdsgiverafgifter. Hvis indkomstskatten og de sociale bidrag betales efter ét lands regler, er det principielt underordnet, om det sker efter bopælslandets regler eller efter arbejdslandets regler. Danmark har derfor under forhandlinger foreslået, at det må grænsegængeren selv vælge. Grænsegængeren ville med dette forslag – eventuelt i samråd med sin arbejdsgiver - kunne vælge det system, som grænsegængeren bedst kender. En dansker, der bosætter sig i Sverige og fortsat arbejder i Danmark, ville kunne vælge det danske system; mens en svensker, der fortsat bor i Sverige, men tager arbejder i Danmark, ville kunne vælge det svenske system. I denne model ville arbejdsgiveren – i de tilfælde hvor bopælslandets system blev valgt – skulle indeholde en bruttoskat svarende til en gennemsnitlig beskatning i bopælslandet. Grænsegængeren ville ved indkomstårets udgang skulle selvangive på normal vis og betale eller modtage restskat. Sverige har imidlertid afslået dette forslag. Danmark har derfor senest foreslået, at landene - i stedet for at bruge tid på at finde en ny model for beskatningen af grænsegængere – får løst de væsentligste konkrete problemer, der findes for Øresundsintegrationen. Aktørerne i regionen er ikke tjent med endnu mere tid spildt på diskussioner af diverse modeller, som alligevel ikke skaber den perfekte beskatning. Jeg kan herudover oplyse, at jeg har sendt et forslag til høring, hvor jeg foreslår, at der skabes et ligningscenter i den danske del af Øresundsregionen. På den danske side af Øresund ligger ligningen og dermed informationsforpligtelsen hos de kommunale ligningsmyndigheder. Dette medfører, at der er mange forskellige aktører, som ikke altid giver de samme svar på de ofte komplicerede spørgsmål. Ligningscentret vil oparbejde en ekspertise, som medfører, at svarene bliver ensartede og mere korrekte. Det bliver også lettere for grænsegængeren at finde ud af, hvem man skal henvende sig til. Endvidere vil det blive lettere at samarbejde med de svenske skattemyndigheder. Det skal understeges, at dette ikke er en kritik af de nuværende ligningskontorer. Den manglende viden i kommunerne er naturlig. Det er svært og ikke mindst dyrt at opretholde en ekspert viden inden for dansk-svenske skatteforhold. Hvis kommuner så kun har en håndfuld grænsegængere, er det naturligt, at kommunen ikke har den tilstrækkelige viden. Med venlig hilsen Svend Erik Hovmand