Jeg har skrevet det her blogindlæg omkring gode råd for at opnå en billig rente. Det kommer til at ligge på mikonomi.dk snart, men indtil videre får i det lige her.
7 gode råd til at sikre, at du får den bedst mulige rente ved nyt lån
Der er en nærmest lineær proportion imellem den risiko långiver påtager sig og den rente du kan forvente at få på et lån. Jo mere risiko långiver påtager sig ved at låne dig penge, jo højere et afkast vil långiver kræve for at låne dig disse penge - hvilket ultimativt betyder, at renten på dit lån bliver højere. Det har ikke noget med held eller tilfældighed at gøre, hvilken rente du får tilbudt.
Långiver baserer den risiko han påtager sig, ved at kigge på hvor solid din økonomiske situation er, samt den dokumentation du kan vise ham omkring diverse forhold, der har indflydelse på din evne til, at betale lånet tilbage. Af disse to elementer som långiver kigger på, er den sidstnævnte den letteste at gøre noget ved som låntager - dokumentationen. Selvom de to ting hænger sammen, er det trods alt sværere, at forbedre sin økonomiske situation i form af øget rådighedsbeløb, end det er at dokumentere hvorledes din økonomi hænger sammen. Ved selv at have overblik over, hvordan din egen privatøkonomi hænger sammen, giver du et indtryk til långiver om, at du er ansvarsbevidst og har forberedt dig. Det kan være med til at gøre långiver mere tryg og dermed i sidste ende, reducere den risiko der er for ham, ved at tilbyde dig et lån - og dermed reducere den rente du kommer til at betale.
Her er 7 gode råd til ting du kan sørge for at vide og have styr på, inden du tropper op og skal forhandle prisen på et nyt lån
1. Skaf dig overblik over din udgifter og indtægter
Hvis du har netbank med budget- og opdelings funktion er dette oplagt. Hvis ikke du har det, vil jeg anbefale dig at få det. Har du ikke det, må du slavisk gennemgå dine kontoudtog og tildele hver post til en kategori såsom: Husleje, Bil, Forsikring, osv. Det kan være et omstændigt arbejde og de fleste banker tilbyder sådanne funktionaliteter via deres netbank.
Læg alle dine faste omkostninger sammen. Det er altså alle de omkostninger som er samme beløb hver måned (eller næsten samme beløb hver måned). Fx betegner man normalt udgifter til mobiltelefon som en fast udgift, selvom posten reelt kan variere lidt i størrelse.
Læg derefter alle omkostninger sammen, som ikke kan kategoriseres som faste, og tag et gennemsnit af disse over 12 måneder. Så har du et overblik over både faste og variable omkostninger og kan derved se, hvor mange penge du har brug for - for at din økonomi løber rundt.
Din indkomst efter skat er typisk stabil over et helt år. Hvis den ikke er det, så sørg for at tage et gennemsnit over årets 12 måneder. Træk dine indtægter fra din udgifter for, at se hvor tæt din økonomi er på at være i balance. Et vigtigt nøgleord som långivere bruger er rådighedsbeløb og denne øvelse kan være med til at klargøre størrelsesordenen på rådighedsbeløbet.
2. Vurder hvilke poster, der kan forventes at stige, samt hvilke der kan forventes at falde over det næste år. Er der noget der kan sorteres fra? Er der steder hvor det er oplagt at spare? At gøre sig sådanne tanker, sender et positivt signal til långiver og kan bruges som argument i forhold til, at retfærdiggøre hvordan tingene ser ud i fremtiden.
3. Hav dine sidste 3 lønsedler, forskudsopgørelse samt årsopgørelse med, så långiver kan se håndgribelige facts omkring din indtægt. Disse dokumenter skaber sikkerhed for långiver.
4. Lad være med at sige til långiver, at du kan nedsætte dit forbrug drastisk, hvis det reelt ikke kan lade sig gøre. Det gennemskuer de lynhurtigt! Hvis du vil argumentere for dette, så sørg for at hav nogle konkrete punkter klar, som du med rimelig kan opfylde. Det kan fx være at gennemgå jeres forsikringer, nedgradere jeres TV-pakke, eller at flytte barn fra privat til offentlig folkeskole. Altså ting i vil gøre, som långiver straks kan relatere til formindsket forbrug.
5. Sæt dig ind i gængse låne relaterede termer såsom; variable kontra fast rente, hvad består en ydelse af, ÅOP, hovedstol og låneprovenu, m.m.
6. Vis at du har styr på det. Kom ikke ind med en lad holdning. Stil spørgsmål og vær på. Selvom mange ikke benytter sig af det, er det lige så legitimt at forhandle i en låne-situation, som på et kræmmermarked. Prisen på et lån ligger sjældent fast fra start, så der er rig mulighed for at påvirke din situation gunstigt, hvis du udfordrer långiver. Hvis der er ord eller ordninger du ikke forstår - så sig det! Bed långiver om at forklare det i mere simple termer, så du er sikker på hvad du evt. siger ja til. Det er ingen skam ikke, at vide hvad hvad SDO (særligt dækkende obligationer) er, men da det kan have betydning for din låneaftale, er det vigtigt at du spørger. Hvis du ikke gør det, stiller det dig i en dårligere position i samtalen, fordi der sættes et lån op, på baggrund af termer du ikke forstår. Så vær kritisk!
7. Du behøver ikke at sætte din underskrift på en låneaftale til første møde. Ofte kan man efter et længere møde have behov for tid til, at gennemtænke alle de inputs man har fået. Sig at du vil vende tilbage, når du har gennemtænkt situationen og indhentet andre tilbud på lånet.
Disse råd er fine at skrive sig bag øret, inden du skal til samtale omkring lån. At have disse råd i mente, vil forhåbentlig være med til at overbevise långiver om, at du er fint i stand til at betale dit lån tilbage rettidigt og at du er en ansvarlig låner. For det er du jo! Held og lykke med samtalen!