Wauw jeg havde overhovedet ikke regnet med så meget feedback! Tak for alle svarene.
For at opsumere er det altså anderledes at gå fallit som privat person i forhold til at være en virksomhed og gælden vil aldrig forsvinde.
Dog synes jeg det er nemt med alle jer der er så moraliserende og generaliserende; det er jo den nemmeste holdning at have til ting, men hvorfor er det værre at gå fallit som privat person i forhold en virksomhed? Virksomshedsejere løber fra gælden og starter en ny virksomhed dagen efter er det ikke langt værre?
Annestad var fantastisk: Vi fik en 83m2 lejlighed på 5 sal med udsigt til Øresund og Broen for 1,62 million svenske. Da vi købte i 2006 var priserne i København skyhøje og ikke til at komme i nærheden af for os som førstegangskøbere, og vi var lidt i panik "hvis vi ikke kommer ind på boligmarkedet nu kommer vi det aldrig". Hyresafgiften var 4700 SEK inklusiv el, vand, varme og parkering. Så skete der det (som nogle her åbenbart mener vi skulle have forudset?) at der kom en ny regering til i Sverige, og de valgte som noget af det første at fjerne rentefradraget for boligforeninger gradvist over en 5 års periode. Dette rammer jo især nybyggerier med stor gæld (som Annestad). Dette er hovedårsagen til pristigningen i hyrenafgiften (samt nogle uheldige beslutninger om at omlægge til fastforrentede lån lige før renten styrtdykkede, så nu sidder foreningen med 5% lån til 2016...). I dag er vores hyre steget til astronomiske 8268 kr altså en stigning på over 75% i den månedlige afgift. Folk kigger naturligvis på den samlede omkostning ved boligerne og det parret med antallet af boliger til salg (mange af er gået på tvang) har fået priserne til at styrtdykke.
Problemet er, som påpeget af trådstarter, at man ikke må leje ud i mere end maks. 2 år og at bostadsforeningen er ligeglad med argumenter. Vores problem kom da vi fandt ud af at dette: Godt nok kan vi få børnepenge fra DK, godt nok har begge vores børn gået i børnehave i DK men de må IKKE gå i skole i DK??? Vores søn er naturligvis tosproget fra start (dansk og estisk) så vi planlagde at flytte tilbage til Danmark før skolestart, men må ikke sælge. Dette var stærk medvirkende til jeg tog jobbet i Estland, da man kun ved midlertidig udlandsophold med nød og næppe må lege sin EGEN lejlighed ud. Den kloge vil sige at det skulle vi vide selv, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at man betaler så mange penge for en lejlighed og så ikke må leje den ud. Kunne vi leje den ud i 5-10 år kunne gæld og salgpris nærme sig hinanden så meget at man kunne æde tabet, men at vi nu sandsynligvis skal sælge om 3 måneder eller 1 år og 3 måneder er en gyselig tanke da vi så netop sidder med en 600.000 til forbrugslånsrente, dette er jo så antaget at vi får lov til at sælge hvilket vi ikke må for banken. Det er KUN derfor man kan overveje at give op med det samme og tage fallitten...
Men vi vil ikke udelukke os selv fra at komme tilbage til DK.
Ang. Estland ja det er helt korret at de svenske banker styrer alt (der er kun en estisk ejet bank tilbage), og Estland er et af de mest elektroniske lande i verden (folketingsvalg foregår f.esk. også via internettet) så de har nok rimelig godt styr på hvem der bor hvor. Men jeg har gentagne gange oplevet at samarbejdet på tværs af grænser er besværlige, selv mellem DK og Sverige, og når svenskerne vil lede efter os i DK (hvor skulle de vide vi bor i Estland fra?) og vi intet ejer i DK af værdi er man pludselig fristet da man ikke kan se nogen lykkelig udgang på det alligevel.
v.h.
Tobias
